Vi bookede en overnatning via Hotels.com på vej hjem fra vores ferie i Spanien. Hotellet lå ved Rhinen nær Köln og Bonn, men opholdet var desværre en stor skuffelse på grund af elendig service.
Allerede inden ankomst opstod der problemer. Ringer man til hotellet, mødes man af en tysksproget AI-assistent. Den forstår ikke et ord, hvis man på engelsk beder om at tale engelsk – man skal kunne tysk for at bede den skifte sprog! For en sikkerheds skyld spurgte vi den, hvor vi kunne parkere uden for hotellets område, i tilfælde af at deres egen parkering var optaget. Det anede den ikke, da den kun kendte til selve hotelforholdene. Da jeg derefter bad om personlig betjening – hvilket maskinen selv tilbød – lagde den røret på.
Vi ankom efter kl. 18, og uden personale var det en udfordring at gennemskue parkeringen. Selve check-in på ankomstterminalen gik dog fint. På værelset var der desværre ingen aircondition på en varm sommeraften, og rengøringen var stærkt mangelfuld med lange, sorte hår på badeværelset.
Næste morgen bad jeg receptionisten om at tjekke os ud. Han afviste blankt og henviste til en anden lille selvbetjeningsterminal, der stod på skranken vendt ud mod kunderne. Mens jeg forsøgte at bruge den, stod han bare på den anden side og kiggede. Da maskinen fejlagtigt ville dobbeltopkræve turistskat, påtalte jeg det. Han kiggede blot på sin egen skærm, lavede tre tryk og sagde: "Nu har jeg tjekket ud for dig, og I skylder ikke noget."
Det er simpelthen den ringeste service!